Samtale med diabeteskoordinator

At få konstateret diabetes og leve med sygdommen opleves og håndteres meget forskelligt.
Diabetes er en udbredt sygdom, som kan medføre alvorlige komplikationer i form af skader på øjne, nyrer og nerver samt øget risiko for at udvikle hjerte-karsygdomme, hvis ikke blodsukkeret er velreguleret. Du kan selv være med til at regulere dit blodsukker og forebygge komplikationer.
I Frederiksberg Sundhedscenter tilbyder vi dig støtte og vejledning til at forstå og håndtere din diabetes.

I Sundhedscenter kan du få en samtale med vores diabeteskoordinator, der er uddannet sygeplejerske. Samtalen tager udgangspunkt i det, som er vigtigt for dig og det som du oplever som udfordrende. I samtalen med diabeteskoordinatoren vil I typisk komme omkring emner, som handler om din sundhed, dit helbred og din trivsel, og I kan tale om din sygdom såvel som din generelle livssituation. I kan tale om din psykiske trivsel, dit netværk og dine vaner i forhold til rygning, alkohol, kost og motion. Du har mulighed for at stille spørgsmål og få sparring og støtte i forhold til det, du oplever som udfordrende.
Diabeteskoordinatoren kan præsentere dig for Sundhedscentrets øvrige tilbud, og sammen kan I skabe overblik over din situation og finde ud af hvilke tilbud, som er relevante for dig.

Du er velkommen til at tage en pårørende med til samtalen.


Tid og sted
Samtalen foregår i Frederiksberg Sundhedscenter eller i dit hjem, hvis du har vanskeligt ved at komme ud.

Tidspunktet aftales individuelt.


Tilbud om samtale
Samtale med diabeteskoordinatoren kræver en henvisning fra din læge.


Kontakt diabeteskoordinatoren
Du kan kontakte vores diabeteskoordinator på telefon 28 98 54 08 eller skriv via sikker post.