Få online hjælp til at tackle angst og depression

Frederiksberg Kommune tilbyder nu online hjælp til at tackle angst og depression.

billede af computer


 

Hvis du i forvejen lider af angst og depression, er du muligvis ekstra påvirket af COVID-19 situationen. Mange oplever, at bekymringer og tankemylder fylder mere end ellers, ligesom nedlukningen af samfundet kan medføre en følelse af isolation og ensomhed. Men nu er der hjælp at hente online.

Frederiksberg Kommune tilbyder online kurser for henholdsvis voksne og unge fra 15-25 år. 

LÆR AT TACKLE angst og depression online  

Onlinekurset er baseret på det evidensbaserede kursus LÆR AT TACKLE angst og depression.

LÆR AT TACKLE angst og depression er et selvhjælpskursus for mennesker med symptomer på angst og/eller depression. Kurset giver dig viden om, hvordan din egen indsats har afgørende indflydelse på din hverdag og dine symptomer. Du lærer at anvende konkrete værktøjer til håndtering af udfordringer i hverdagen, så det bliver dig selv, der styrer sygdommen og ikke omvendt. 

De uddannede instruktører på kurserne har selv haft angst eller depression inde på livet. 

Hvert onlinekursus løber over 6 uger og består af 6 moduler samt live-undervisning én gang om ugen. På live-delen bliver du introduceret til en række emner, som du efterfølgende arbejder med på egen hånd. Desuden kan du og de andre deltagere på kurset mulighed for at hjælpe hinanden med at løse fælles udfordringer via en chatfunktion. Du og de andre kursister kan hverken se eller høre hinanden.

Kurserne er delt op så voksne og unge deltager på hver sit hold.

Løbende kursusopstart

Der er løbende kursusopstart.

Hvis du gerne vil deltage på et onlinekursus for voksne, kan du kontakte koordinator Christina Just på tlf. 2898 5429 eller skrive via sikker post.

Hvis du ønsker at deltage på et unge onlinekursus, kan du kontakte koordinator Hanne Mygind på tlf. 2898 3812.

Se kort introduktion til kurset