Fysisk træning – individuelt eller på hold

For mange er det svært at finde plads til motion i hverdagen. Det kan blive endnu sværere at få motioneret, når en kræftsygdom vender op og ned på ens hverdag. Motion kan dog være med til at forebygge kræft og hjælpe dig bedre igennem dit behandlingsforløb. Når du træner regelmæssigt, bliver din krop stærkere, og du opbygger muskelmasse og øger din kondition. Mange der træner oplever også at få færre bivirkninger af kræftbehandlingen, og at de føler sig mindre trætte.

Hvad kan du få hjælp til?
Fysisk træning i Frederiksberg Sundhedscenter kan hjælpe dig med at bevare eller øge din muskelstyrke og kondition under din kræftbehandling.

Du kan også gå til genoptræning, hvis du har haft et funktionstab efter en operation, kemoterapi eller strålebehandling.

Træningsforløbet starter med en vurdering ved en fysioterapeut, som sammen med dig laver et individuelt tilpasset træningsprogram ud fra dine behov og udfordringer. Træningsprogrammet vil typisk være en kombination af individuel vejledning og træning på hold.

I sundhedscenteret har vi forskellige hold, og det er fysioterapeuten, der vurderer, hvad det er rigtige tilbud er til dig. En fast fysioterapeut vil være din kontakt igennem træningsforløbet.

Holdtider
Kræft & motionsholdet: Onsdag klokken 13.00-14.00 og fredag klokken 12.30-13.30.
Selvtræningsholdet: Mandag og Fredag klokken 15.00-16.45.

Sted
Træningen foregår i Frederiksberg Sundhedscenter i stueetagen.

Tilmelding og afbud til Fysisk træning
Ring til Frederiksberg Sundhedscenter på telefon 38 21 54 00 eller skriv til os via sikker post.