Boule i Lindevangsparken

Foto: Julie Murphy

Vores sunde Frederiksberg

Frederiksberg er Hovedstadens grønne hjerte – det skal også være Hovedstadens sunde hjerte. De seneste fire år har vi målrettet arbejdet mod at give borgerne på Frederiksberg et længere liv med flere gode leveår. I de næste fire år skal dette arbejde fortsætte og styrkes.

Vi skal sammen arbejde for at bruge byen på en måde, der understøtter det sunde liv. Frederiksbergs sundhedspolitik tegner retningen for, hvordan vi kan skabe flere gode leveår for byens borgere. Sundhed må tænkes ind alle vegne – for eksempel i børn og unges liv i skoler og uddannelsesinstitutioner, i byens indretning og i den måde, kommunen tilbyder hjælp til at ændre vaner for de borgere, som ønsker det.

Langt de fleste af borgerne på Frederiksberg har et godt fysisk og mentalt helbred. Frederiksbergborgerne lever på mange områder sundere end gennemsnittet i Danmark, og borgernes middellevetid er steget. Samtidig er der dog gennemsnitligt flere af vores leveår, hvor sygdom forringer livskvaliteten. Mange af disse sygdomme kan vi forebygge. De vaner og vilkår, der især koster os gode leveår, er tobaksrygning, for lidt fysisk aktivitet, for meget alkohol, dårligt mentalt helbred, søvnbesvær, ensomhed, svær overvægt og stofmisbrug.

Alle borgere på Frederiksberg bestemmer over eget liv, og kan træffe valg, som har betydning for deres sundhed, og den enkelte skal have hjælp til at løfte dette ansvar. Når helbredet svigter, skal hjælpen være der. Samtidig skal der sættes tidligt ind og forebygges, når det er muligt. Det er bedst for den enkelte og billigst for samfundet.

Derfor har Frederiksbergs sundhedspolitik fire indsatsområder:

Sundt byliv

...sætter fokus på, hvordan vi kan skabe sunde rammer i Nordeuropas tættest befolkede kommune. Gennem udformningen af alt fra natur, grønne åndehuller, faciliteter, kultur- og fritidsliv, infrastruktur, byudvikling, miljø og klimatilpasning skabes muligheder for menneskene i byen. Vi vil gøre det nemmere at dyrke idræt og motion i hverdagen, mødes med andre og leve uden usunde miljøpåvirkninger.

Sundhed for alle

... sætter fokus på, at alle skal have mulighed for at leve et sundt liv. Den sociale ulighed i sundhed er ikke blevet mindre de sidste fire år, og er en af de helt store sundhedsudfordringer i Danmark. For at sikre sundhed for alle fokuserer vi på lige adgang til sundhedstilbud, på at tænke sundhed ind i sociale indsatser og beskæftigelsesindsatser, og på at arbejde med sunde rammer, information og tilbud, så flere for eksempel vælger et røgfrit liv og et liv med lidt mindre alkohol.

Børns og unges sundhed

...sætter fokus på at skabe sunde og trygge rammer for børnene på Frederiksberg. Vores barndom og ungdom er afgørende for vores sundhed senere i livet. Når de fagprofessionelle omkring barnet, den unge og familien vurderer, at livskvaliteten er truet, vil vi handle. Tidlig hjælp er afgørende. Fokus på sundhed og forebyggelse skal være en naturlig del af daginstitutioner, skoler, fritidstilbud og ungdomsuddannelsers kerneydelse.

Robuste fællesskaber og mental sundhed

... sætter særligt fokus på, hvordan der på Frederiksberg kan skabes en socialt bæredygtig by, hvor alle har mulighed for at deltage i robuste fællesskaber. Menneskers fysiske og mentale sundhed hænger sammen. Vi vil arbejde for, at byens fællesskaber bliver gode til at tage imod og inkludere flere.

Gå til næste afsnit i Sundhedspolitik 2019-2022

Gå til forrige afsnit i Sundhedspolitik 2019-2022

Tilbage til "Om Sundhedspolitik 2019-2022"