ABC for mental sundhed

Mental sundhed handler om at trives og at gøre de ting, der giver glæde og mening i livet. Mental sundhed er derfor afgørende for livskvaliteten. I Frederiksberg Sundhedscenter har vi siden 2014 været del af partnerskabet ABC for Mental Sundhed  sammen med en række kommuner, foreninger og organisationer. Det betyder, at vi vil fremme den mentale sundhed ved at skabe muligheder for aktiv deltagelse i meningsfulde fællesskaber for borgerne i Frederiksberg Kommune. 

Ifølge den forskningsbaserede metode ABC for Mental Sundhed kan mental sundhed styrkes, hvis man: 

A: Gør noget aktivt

At gøre noget aktivt handler om at være fysisk, socialt eller mentalt aktiv. Man kan gå til zumba, grine med sine venner eller løse en sudoku. Det handler om at engagere sig og investere sin tid i en aktivitet, så man ikke kun er en passiv modtager men en aktiv medspiller. 

B: Gør noget sammen

At gøre noget sammen handler om følelsen af at være del af et fællesskab. Det kan være mange forskellige ting, som binder mennesker sammen i et fællesskab. Man kan starte en strikkeklub, invitere naboerne på kaffe eller blive mere involveret i sin løbeklub. 

C: Gør noget meningsfuldt

At gøre noget meningsfuldt handler om at engagere sig i aktiviteter, der giver en følelse af mening og formål i livet. Man kan arbejde frivilligt, lære en færdighed eller give sig selv en udfordring. Det vigtige er, at det er meningsfuldt for personen selv.

Med ABC for Mental Sundhed lægger vi vægt på at styrke den civile drivkraft og skabe holdbare lokale netværk. Derfor anvender vi ofte samskabelse i udviklingen af nye tiltag og vi samarbejder tæt med kommunens lokale virksomheder og med frivillige.

Vi hører meget gerne fra dig, hvis du kan se dig selv i et samarbejde med os under rammerne af ABC for Mental Sundhed. 

Du kan læse mere om ABC for Mental Sundhed her.